I to nye afgørelser fra Skatterådet er anvendelsesområdet for beskatning efter carried interest-reglerne udvidet, så ledelsens co-investeringer i porteføljeselskaber ejet af en kapital- eller venturefond nu efter omstændighederne også kan være omfattet af reglerne om beskatning af carried interest.
Efter carried interest-reglerne beskattes kapitalfondspartnere på lønniveau fremfor som aktieindkomst af den del af deres afkast på investeringer i fonden, der anses som merafkast i sammenligning med afkast til øvrige investorer.
Skatterådet har i to nyligt offentliggjorte bindende svar, SKM2025.46.SR og SKM2025.47.SR, fastslået, at det merafkast, som ledelsen i et porteføljeselskab modtog i forhold til kapitalfonden fra et succesfuldt salg af det kapitalfondsejede porteføljeselskab, skal omfattes af reglerne om beskatning af carried interest i henhold til ligningslovens § 16 I.
Beskatning efter carried interest-reglerne medfører, at ledelsens realiserede merafkast bliver beskattet på lønniveau, og at den marginale skattesats dermed stiger fra 42 % op til ca. 56 %.