Den stigende risiko for oversvømmelser i Danmark som følge af stormflod, skybrud, vandløb og stigende grundvand øger behovet for omfattende klimatilpasningsprojekter. Samtidig er de komplekse projekter, der skal håndtere fremtidens oversvømmelsesrisici, fortsat vanskelige at realisere i praksis som følge af fragmenteret ansvar, lange planlægningsprocesser, governance-udfordringer og begrænsede finansieringsmuligheder.
Rapporten analyserer de aktører, processer, organiseringsformer og finansieringsmekanismer, der i dag præger klimatilpasningsindsatsen i Danmark. Analysen bygger på interviews med centrale aktører på tværs af klimatilpasningens værdikæde, herunder kommuner, forsyningsselskaber, finansielle institutioner, udviklere, rådgivere og forskningsmiljøer. Deres perspektiver giver indsigt i de strukturelle udfordringer, der begrænser gennemførelsen af komplekse klimatilpasningsprojekter, og peger samtidig på muligheder for at accelerere fremtidens klimatilpasningsindsats.