Julen står for døren, og i den forbindelse er mange virksomheder ved at planlægge julefrokoster og julegaver til deres medarbejdere og forretningsforbindelser – men hvordan er det nu lige med momsen?

   

Kan udgifter til bespisning ved julefrokoster fradrages?

Der skal først og fremmest sondres imellem arrangementer ”ude i byen” og i virksomhedens egne lokaler. Virksomheder kan som udgangspunkt ikke fradrage moms på indkøb, som vedrører kost til virksomhedens personale. Dog kan 25 % af momsen fradrages, såfremt der er tale om en restaurationsydelse afholdt ”ude i byen”.

Dette betyder, at såfremt I afholder firmajulefrokosten ”ude i byen” på en restaurant eller lignende, vil der være en delvis fradragsret på 25 % af momsen - dette gælder også julefrokost med forretningsforbindelser. Afholdes julefrokosten derimod i egne lokaler, er der ikke tale om en restaurationsydelse afholdt ”ude i byen”, hvorfor der ikke er adgang til momsfradrag. 

gift

Kan andre omkostninger til julefrokosten fradrages?

Det er dog ikke kun julemaden til julefrokosten, der giver anledning til momsmæssige overvejelser.

Såfremt en virksomhed lejer lokaler, borde og stole ude i byen til afholdelse af julefrokosten, opnås der fuld fradragsret for momsen af disse udgifter. Derimod giver udgifter til underholdning ikke momsfradrag.

Personaleforeninger betaler en andel af julefrokosten – betyder det noget?

Såfremt en personaleforening med medarbejderbetaling betaler en andel af julefrokosten, er virksomheden, der afholder julefrokosten, kun berettiget til at fradrage momsen for den del af omkostningerne, som denne har afholdt.

Virksomheden opnår således ikke momsfradragsret for den andel af udgifterne, der er betalt af personaleforeningen.

Kan julegaver til medarbejdere eller forretningsforbindelser fradrages?

Når der gives julegaver til ansatte eller forretningsforbindelser, skal virksomheder dog være opmærksomme på, at der ikke er fradragsret for moms ved køb af gaver.

Julegaver til medarbejdere kan således ikke anses som en momsfradragsberettiget personaleudgift.

Mød vores momseksperter

Vi er klar til at hjælpe din virksomhed med at få styr på fradragsretten for jeres julefrokost og julegaver, således at I undgår fejl i jeres momshåndtering, der kan blive omfattet af reglerne om rentetillæg.

Ræk endelig ud for en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe din virksomhed med at tage det rette momsfradrag for jeres omkostninger i juletiden.