Selvom danske virksomheder i flere år har været vant til at medtage visse CSR-emner i deres rapportering, introducerer de europæiske standarder for bæredygtighedsrapportering (ESRS) en helt ny æra for bæredygtighedsrapportering. I denne artikel zoomer vi ind på det øgede fokus på oplysninger om værdikæden, der skal indgå i bæredygtighedsrapporteringen.
Det nyligt offentliggjorte Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) introducerer et behov for dybere indsigt i virksomhedernes værdikæder. Som en del af målsætningen om gennemsigtighed i ESRS skal virksomhederne medtage oplysninger om værdikæden i langt større omfang end tidligere. Der kræves ikke oplysninger om alle enheder i værdikæden, men kun om væsentlige påvirkninger og risici. En påvirkning eller risiko i værdikæden er væsentlig, når den falder inden for det omfang, der er defineret i virksomhedens dobbelte væsentlighedsvurdering.