Katrine Gybel er statsautoriseret revisor i KPMG, og således en del af de kun 13 procent af statsautoriserede revisorer i Danmark, som er kvinder. Derudover er hun en del af ledergruppen i Aarhus afdelingen, hvor hun også er ansvarlig for teamet, der arbejder med startups og vækstvirksomheder. Interessen for revision var allerede til stede i folkeskolen, da Katrine var i erhvervspraktik som revisor, hvorefter hun sidenhen startede som revisortrainee direkte efter handelsskolen.
Efter mange år som revisor, blev Katrines daværende arbejdsplads opkøbt af KPMG i 2012, hvilket betød et skifte til en større koncern med andre muligheder og større kunder. Siden har hun været en del af KPMG’s udvikling – først i København og sidenhen i Aarhus, hvor hun selv undervejs har været med til at tilpasse sin karriereretning, og derfor arbejdet med mange forskellige områder, der motiverer hende. Særligt det at være en del af opbygningen af det nye KPMG, har været inspirerende - og opbygningen og udviklingen af KPMG, er stadig en af de ting, der motiverer Katrine.