Rigsrevisionen har kritiseret Skattestyrelsens kontrol med virksomheders oplysninger i momsangivelserne. For at gøre kontrolarbejdet lettere iværksætter Skattestyrelsen nu en automatisk kontrol af rubrikangivelserne på momsangivelsen.
Hvis du har indberettet moms for nyligt, har du formentlig set en rød informationsboks, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen skærper kontrolindsatsen på momsdifferencer fra og med 19. januar 2023. Det betyder, at de tal, der indberettes i rubrik A og B på momsangivelsen, automatisk sammenholdes med de tal, der indberettes i "EU-salg uden moms".
Denne kontrol bliver efter planen synlig på momsangivelsen fra og med juni 2023, hvor Skattestyrelsen præsenterer virksomhederne for eventuelle differencer mellem de to indberetningssystemer.
EU-salg uden moms, der indberettes i rubrik B
Et EU-salg skal indberettes korrekt på Skattestyrelsens hjemmeside under "EU-salg uden moms" på TastSelv Erhverv og i rubrik B på momsangivelsen. Såfremt en indberetning er foretaget forkert eller er mangelfuld, vil Skattestyrelsen principielt kunne opkræve dansk moms, uanset at VIES-valideringen og transportdokumentation er på plads for det pågældende salg.
Allerede i 2020 iværksatte Skattestyrelsen en manuel rykkerproces over for virksomheder, der ikke har indberettet deres salg til "EU-salg uden moms". I fremtiden vil Skattestyrelsen skærpe kontrollen, således den også omfatter indberetninger i rubrik B og i "EU-salg uden moms", som ikke stemmer overens. Virksomheder, der har differencer mellem det, de indberetter på momsangivelsen, og det, de indberetter som "EU-salg uden moms" i VIES-systemet, vil opleve at blive kontaktet automatisk af Skattestyrelsen, med besked om at få foretaget de rigtige indberetninger.
EU-køb, som indberettes i rubrik A
Når din virksomhed køber varer eller ydelser i udlandet, skal der som udgangspunkt afregnes dansk moms af købet, og købet skal indberettes i rubrik A på momsangivelsen. Virksomheders indberetning i rubrik A sammenholdes med leverandørers indberetninger til VIES-systemet. Denne kontrol foretages allerede, såfremt en virksomheds momsangivelse udtages til kontrol. Fremover sker denne sammenligning af indberetningerne automatisk, hvorfor virksomheder, der har differencer mellem det, de indberetter på momsangivelsen, og det, deres leverandører indberetter som EU-salg uden moms i VIES-systemet, vil opleve at blive kontaktet automatisk af Skattestyrelsen med besked om at få tjekket momsindberetningerne og rette de indberetninger, der ikke er korrekte. Vi har allerede nu set eksempler på denne kontrol, hvor Skattestyrelsen kan foretage kontrol for de seneste tre år.
Ukorrekte momsangivelser kan resultere i bøder
Ukorrekte momsangivelser kan resultere i bøder på op til to gange de beløb, der ikke er indberettet. Dette gælder ikke alene rubrikangivelserne, men hele momsangivelsen, der skal være indberettet korrekt. Det indebærer blandet andet, at der skelnes korrekt mellem ydelser og varer, samt at fakturaer indberettes i de rette perioder.
Vores anbefaling til dig
Vi anbefaler, at alle køb såvel som salg indberettes i de perioder, de tilhører. Sammenholdt med den nye lov om rentetillæg, som gør det muligt for Skattestyrelsen at opkræve renter for manglende indberetning af salgsmoms, og risikoen for bøder, er det nu vigtigere end nogensinde at indberette sine køb og salg korrekt på momsangivelsen. Dette gælder også for handel med udlandet. For at undgå rykkere fra Skattestyrelsen omkring momsdifferencer i rubrikangivelserne er det derfor vigtigt, at køb og salg inkluderes i de momsangivelser, hvori de er leveret, eller fakturaen er udstedt.
Få styr på momsen
Undgå tillæg og bøder
Skattestyrelsen kan snart opkræve rentetillæg ved manglende indberetning af salgsmoms. Med den nye udmelding kan styrelsen nu også udsende rykkere omkring momsdifferencer i rubrikangivelserne. Derfor er det vigtigt, at køb og salg inkluderes momsangivelser, hvori de er leveret eller fakturaen er udstedt.
Vi kan hjælpe dig
Vi står klar til at hjælpe din virksomhed med at få styr på momsen, herunder indberetning af jeres EU handel.
Kim Pedersen
Partner, Indirect Tax
KPMG ACOR TAX
Martin Henri Leth With
Partner, Indirect Tax
KPMG ACOR TAX
Sisse Godtfredsen Porsborg
Senior Manager, Indirect Tax
KPMG ACOR TAX