Via mit arbejde, som leder af KPMG’s ESG Impact Hub, og som fast medlem af FSR´s udvalg for Bæredygtighed, USB, har jeg fornøjelsen af at følge de danske virksomheders ESG-rapportering på nærmeste hold. Det er derfor tydeligt for mig, at de mange flotte indsatser og rapporter har været på en interessant rejse, og at den rejse vil fortsætte i mange år endnu.
Udviklingen er forskellig fra firma til firma. Hvor det for nogen vil være små justeringer fra år til år, så er det for andre store spring, der tages for at kunne være med på rapporteringsbølgen. Indsatserne indenfor bæredygtighed kommer til at være (og er det allerede for nogen) essentielle i arbejdet med at fastholde og tiltrække kunder, arbejdskraft, investorer og samarbejdspartnere (du fortsætter selv listen).
Det er helt naturligt at rapporteringen udvikles – området modnes og reguleringen former i højere og højere grad formatet for rapporteringen.
Alligevel er det værd at bemærke, at der er sket en helt grundlæggende forandring, både i forhold til rapporternes indhold og måden de læses på.
Tre faser i ESG-rapporteringen
Her kan vi lidt fortegnet se udviklingen i tre faser:
Den første fase var marketingfasen. Her var det mere form end indhold, og mange arbejdede ustruktureret med verdensmål, story telling på ubetydelige indsatser og greenwashing (som det nok ikke hed dengang).
En fase, der nok var svær at komme udenom, men alligevel en ærgerlig periode, både fordi den ikke skabte materiel værdi, og også fordi de fleste af dem, som hoppede på denne bølge alligevel skulle lave det hele om igen på et senere tidspunkt. Marketing er nu heldigvis ude at de konkrete indsatser og er tilbage til formidlingen og præsentationen af dem.
Den anden fase er compliancefasen. EU-taksonomi, SFDR, CSRD med mere. Listen er lang, og mange vil nok sige, at den fase aldrig slutter. Det er der nok mange sandheder i. Alligevel synes jeg, at sikkerheden på det rent reguleringsmæssige er høj. Vi har prøvet det før, og mange års assurance på rapporterne har givet revisionshusene en enorm ballast. Det betyder, at vi ved hvordan vi skal modtage ny regulering, og vi har prøvet at implementere lignende tiltag før. Det betyder ikke, at det er nemt, for mange – også os selv – betyder f.eks. CSRD en markant udvidelse af det arbejde, vi skal udføre i forbindelse med ESG-rapporteringen.
Men vores erfaring betyder, at vi nu i højere grad end tidligere kan hjælpe mindre og mellemstore virksomheder med at tilpasse deres rapportering til de nye regler – som eksempelvis CSRD. Der er også udklækket en lang række ESG-medarbejdere, som har prøvet øvelsen før, og som kan udbrede den til andre virksomheder – ligesom virksomhederne er gode til at vidensdele. Det betyder, at mange virksomheder virkelig flytter sig, og arbejder meget aktivt med dagsordenen, på linje med de virksomheder, som på grund af taksonomiforordningen har haft rapporteringen på agendaen i mange år.
Den tredje fase kan man lidt karikeret kalde Impact-fasen. Rapporterne har nået et modenhedsniveau, hvor compliance og indhold er tydeligt og formatet er dyrket i et sådant omfang, at det for nogle rapporters vedkommende er nærmest umuligt at sætte en finger på arbejdet.
Derfor bliver det næste naturlige punkt at fokusere på reelle resultater. Hvilken materiel forskel gør du, hvad er gået godt og hvad er gået mindre godt. Den balancerede fremstilling af virksomheden, med en ærlig fremstilling af værdiskabelse, er det næste niveau. Du står ikke ud i mængden på grund af compliance eller storytelling.
Nej, du står ud ved at være ærlig og ved at vise, at du rent faktisk gør en forskel – også selvom det er svært. Måske netop særligt, når det er svært. Dette er nok reelt set kun muligt, når der bygges bro mellem sustainability-funktionen og de resterende funktioner, både på stabsniveau og ude i forretningsområderne.
Denne tendens har en afsmittende effekt, og firmaer der vil starte deres rapporteringsrejse, eller skal opdatere deres nuværende, vil naturligt tilpasse sig, så deres rapporter også bliver mere balancerede og effektfokuserede. En trickle-down effekt, som kun forstærkes efterhånden som flere og flere begynder at rapportere.
Og så skal rapporterne selvfølgelig se godt ud, og formuleres rigtigt og alt det der. Men det er ikke pointen med dem – ligesom pointen heller ikke er, at de lever op til reglerne. Nej pointen er, at de viser at der sker noget, og at vi gør en forskel, og at vi tør tale om, hvad der er svært. Det er derfor reglerne er der, så vi kan arbejde aktivt på at finde løsningerne sammen.
Skrevet af Esben Juul Hansen