Katrine Gybel er statsautoriseret revisor i KPMG, og således en del af de kun 13 procent af statsautoriserede revisorer i Danmark, som er kvinder. Derudover er hun en del af ledergruppen i Aarhus afdelingen, hvor hun også er ansvarlig for teamet, der arbejder med startups og vækstvirksomheder. Interessen for revision var allerede til stede i folkeskolen, da Katrine var i erhvervspraktik som revisor, hvorefter hun sidenhen startede som revisortrainee direkte efter handelsskolen.
Efter mange år som revisor, blev Katrines daværende arbejdsplads opkøbt af KPMG i 2012, hvilket betød et skifte til en større koncern med andre muligheder og større kunder. Siden har hun været en del af KPMG’s udvikling – først i København og sidenhen i Aarhus, hvor hun selv undervejs har været med til at tilpasse sin karriereretning, og derfor arbejdet med mange forskellige områder, der motiverer hende. Særligt det at være en del af opbygningen af det nye KPMG, har været inspirerende - og opbygningen og udviklingen af KPMG, er stadig en af de ting, der motiverer Katrine.
Vejen mod at blive statsautoriseret
Adspurgt om sin største arbejdsrelaterede bedrift, svarer Katrine titlen som statsautoriseret revisor, som hun opnåede i november 2019. Det var ikke noget, hun altid havde haft et klart mål om, men det føltes naturligt, da hun var nået til et sted i karrieren, hvor hun havde været revisor i mange år og havde lyst til at tage et større spring:
Jeg startede på forløbet og endte med at tage første eksamen seks dage inden, jeg fødte vores første søn. Vores anden søn fik vi også undervejs i forløbet, og jeg var stadig på barsel, da jeg var på Børsen til den sidste eksamen. Det betød også, at min vej til at blive statsautoriseret endte med at være længere, end mange andres måske er, da jeg havde to barsler undervejs. Men for mig ligger der også et vigtigt budskab i det. Man behøver ikke at gøre tingene ligesom alle andre, man skal finde den vej frem til målet, der passer for en selv.
Erkendelsen af ikke at kunne være to steder på en gang
Med de to nye titler og det forløb, som Katrine havde været igennem, fulgte både en enorm personlig og faglig udvikling - og det betød blandt andet også nye prioriteringer. Fra den ene dag til den anden var der en hel anden motivation for at komme hjem. Ifølge Katrine, har det gjort hende mere effektiv, fordi hun ikke kan være to steder på en gang:
Det har helt klart gjort, at jeg må prioritere i mine opgaver. Jeg er blevet bedre til at uddelegere, så jeg er sikker på, at opgaverne lander hvor de skal, og min tid bliver fokuseret på det rigtige. På den måde er jeg også blevet en bedre leder.
I relation til det, hersker der en generel fordom om revisorer vedrørende work-life balance, og det er noget, som hun har det svært med:
- Det lyder lidt nørdet, men min karriere og mit arbejde er jo i høj grad også en min interesse, og det opfylder mange af mine behov – både socialt, fagligt og personligt. Jeg er ikke vild med begrebet work-life balance, fordi det lægger op til, at ”work” og ”life” er to skarpt opdelte ting, der kun kan veje i hver sin retning. Sådan ser jeg det slet ikke. Det er et forældet syn på revisionsbranchen, at man ikke kan have et liv ved siden af sit job som revisor. Der skal altid være plads til, at man kan være et helt menneske. Og det er jo individuelt, hvor mange timer man har lyst til at arbejde - og det kan variere i løbet af ens karriere.
Nøgleordet for at få hverdagen til at gå op er i høj grad den fleksibilitet, der er i Katrines arbejde hos KPMG. Det giver hende lov til selv at planlægge sin tid, så hun i høj grad selv kan planlægge hvornår arbejdet udføres:
- Jeg kan ikke både være hende der henter børn tidligt og går hjem og bager boller, samt hende der arbejder sent og lægger en ekstra indsats på arbejde – samtidig. Men jeg kan vælge, at i dag går jeg tidligt hjem og hygger lidt ekstra med mine børn, og så laver jeg det sidste færdigt i aften, eller tager en længere dag på arbejde i morgen. Jeg kan ikke være to steder på én gang. Så det er vigtigt for mig at planlægge min tid, så jeg har roen til at være tilstede der, hvor jeg er. Og det er jo uanset, om man gerne vil prioritere tid med sin familie, eller om man går super meget op i sin karatetræning.
Katrines råd til unge studerende
I Katrines prioritering, har hun bl.a. gjort plads til at være underviser, både internt og eksternt på SR-akademiet, som er et læringsforløb frem mod revisoreksamen. Og til alle de unge mennesker, som drømmer om denne vej eller en hvilken som helst anden karriere, har Katrine et godt råd:
- Man skal ikke sammenligne sig selv med alle andre. Det er okay at gøre tingene på sin egen måde eller i sit eget tempo. Og man skal ikke nødvendigvis være på en bestemt måde, for at kunne opnå det, man drømmer om. Selvom der stadig er en meget stereotyp opfattelse af, hvordan en revisor er, så er vi ikke længere der, hvor vi bare sidder med en lommeregner og lægger tal sammen. Vi har brug for alle mulige forskellige kompetencer. Revisionsbranchen mangler stadig nogle rollemodeller, som afspejler det.
Katrine stopper heller ikke sin egen udvikling her, for hun har stadig mål, som hun gerne vil opnå. Vi glæder os til at følge din videre rejse i KPMG!